Stigende udgifter til boligskatter og forsikringer får mange boligejere til at overveje måden, regningerne bliver betalt på. Ved at samle betalingerne til en årlig opkrævning frem for månedlige afdrag kan pengene i mellemtiden placeres på en opsparingskonto med renter. Men fidusen kræver benhård styring af privatøkonomien, hvis gevinsten ikke skal ædes op af fejl og gebyrer.

Gevinsten ved renter er ofte lille

Idéen bag metoden går ud på at overføre en tolvtedel af de samlede årlige udgifter til en højrentekonto hver måned. Inden regningen forfalder en gang om året, når pengene at trække renter. Renteindtægten fra en almindelig opsparing giver dog sjældent det store afkast. En rente på 3% af et beskedent opsparet beløb giver få hundrede kroner om året før skat, og gevinsten alene gør ingen boligejer velhavende.

Dyrt at glemme betalingen

Strategien stiller store krav til personlig disciplin. Glipper overførslerne i løbet af året, mangler der pludselig et stort beløb, når den samlede regning dukker op. Konsekvenserne ved ubetalte regninger kan være mærkbare, især på boligforsikringen. Hvis en husejerforsikring bliver opsagt på grund af manglende betaling, kan realkreditinstituttet eller långiveren tegne en tvungen standardforsikring på ejendommen. En sådan tvangsforsikring kan nemt koste op mod 10 gange mere end en normal police.

Hvornår giver det mening?

Årlig afregning kan have fordele, hvis den administrative opkrævning fra långiver eller administrationsselskab ofte rammer skævt og skaber rod i budgettet. Flere forsikringsselskaber opkræver desuden ekstra gebyrer for at dele regningen op i månedlige bidder. Er disciplinen i orden, kan den årlige betaling give mere kontrol over udgifterne, men jagten på marginale rentegevinster bør aldrig være hovedårsagen til at fravælge automatiske månedlige betalinger.

Den sikre løsning for de fleste er fortsat en fast, månedlig budgetkonto, hvor faste udgifter dækkes automatisk uden risiko for dyre forglemmelser.